CID Aktuel orientering Projektdeltagere Forskningsprojekter Ph.d.-projekter Papers, konferenceoplæg mm. Artikelsamling Intern kommunikation				Forskningsprojekt i CID "Arkitektonisk tektonik og integreret design" Læs projekt Indlæg på Åbningskonferencen d.25.10.99 "Design som multidisciplinær proces – et historisk snit." Læs indlæg "Nyt forskningscenter for arkitektur og design" publiceret på ArkitekturNets hjemmeside, november 1999 Læs artikel "På vej mod ny arkitekturforskning" publiceret på ArkitekturNets hjemmeside, september 2000 Læs artikel
		Kristian Berg Nielsen Lektor, cand.phil., forskningsleder i CID   Arkitektskolen i Aarhus Nørreport 20 8000 Aarhus C Tel: 7020 2008 Fax: 8613 0645 Mail: krberg@inet.uni2.dk Platform: Designteori og -historie
		Forskningsprojekt i CID "Arkitektonisk tektonik og integreret design"   Kristian Berg Nielsen Lektor, cand.phil., Arkitektskolen i Aarhus Formål At udforske indholdet af begrebet ’tektonik’ – dets opståen, de historiske forskydninger i indholdet i forskellige perioder og dets aktuelle status i forhold til udviklingen af integreret design. Focus Ud fra teoridannelser inden for arkitekturteorien er det hensigten at sammenholde begrebet tektonik med den idé- og kulturhistoriske kontekst og med tidens aktuelle byggeskik. Hos eksempelvis Schinkel kunne arkitektur defineres som "konstruktion ophøjet gennem følelsen", dvs. det arkitektoniske opstod i kraft af forholdet mellem hvordan elementerne i en bygning var sammenføjet og vores oplevelse heraf. Det tektoniske kan således ikke afgrænses til et spørgsmål om det teknisk-konstruktive i snæver forstand, men åbner sig imod æstetiske, funktionelle og i sidste ende moralsk-normative spørgsmål. Begrebet vil blive undersøgt i relation til beslægtede teorier omkring type og norm, rum og struktur, materiale og ekspressivitet – alle belyst ud fra deres relevans for metoderne i integreret design. Resultat Undersøgelsen vil udmønte sig i en række artikler. Påbegyndelse og afslutning Arbejdet er påbegyndt og afsluttes i 2002. I alt 13 mdr. top Indlæg på Åbningskonferencen d.25.10.99 Design som multidisciplinær proces – et historisk snit Kristian Berg Nielsen Lektor, cand.phil., Arkitektskolen i Aarhus  I disse uger og måneder skal man gøre sig umage for at ignorere det distraherende faktum, at vi om kort tid – helt præcist om 68 dage – afslutter ikke blot et århundrede, men ligefrem et helt årtusind. Distraktionen bliver påtrængende, når man står over for at skulle påbegynde et større fremtidsorienteret projekt. Om år 2000-fænomenet i sig selv er andet end en kalenderbegivenhed, som strengt taget ikke fortjener større opmærksomhed – og reelt kun udtrykkes ved de levn af forestillinger om verdens undergang, om historiens afslutning, apokalypsen, osv. vi for tiden møder i den udbredte frygt for et computersammenbrud – skal jeg her lade ligge. Men sekelskiftet vil i disse sene tider utvivlsomt give anledning til mangfoldige overvejelser over historiske udviklingslinjer, og det vil også være emnet for de følgende betragtninger i anledning af åbningen af vores center. Romerkirken har besluttet at udnævne næste år til et jubelår for Kristi fødsel. Arkitekt- og designerverdenen kunne passende fejre et tilsvarende jubilæum, fordi den romerske arkitekt Vitruvius’ værk om arkitektur, hans ti bøger, spænder hen over store dele af disse to årtusinder som arkitektfagets både gamle og nye testamente. Uanset deres teoretiske holdbarhed, så har kategorierne fra dette værk har haft så megen udsigekraft om bygningskunsten, at de fortsat optager en væsentlig plads i også nutidig arkitekturteori. Vi ved ikke, hvilken status værket havde i samtiden – dvs. i kejser Augustus’ regeringstid – og der findes i antikken kun få eksempler på referencer til værket. Men Vitruvius’ traktat om bygningskunsten er det eneste større værk, vi har overleveret fra antikken, og det bizarre er, at værket, som var affattet i lige grad med henblik på samtiden og på at sikre ham selv et eftermæle, først i løbet af de følgende århundreder fik status som et centralt værk om bygningskunsten for fra renaissancen at dominere tænkningen om arkitekturen. Det lykkedes altså for denne romerske arkitekt, om hvem vi kun ved ganske lidt, med sit værk at præge de følgende to tusinde år. Kvaliteten af Vitruvius’ traktat har været omdiskuteret, men hans centrale begreber har fungeret som reference ved enhver definition af bygningskunst og i videre forstand af design. Det er fra Vitruvius, vi har overleveret definitionen af arkitektur som hvilende på tre hovedaspekter: • firmitas (som vi i dag ville betegne statik, konstruktion og materialer) • utilitas (funktion eller formål) og • venustas (form eller æstetik) Definitionens anvendelighed er oplagt, fordi det er muligt at karakterise hovedparten af de arkitektoniske værker, vi kender, ud fra hvordan balancen imellem disse tre karakteregenskaber er forvaltet. Således har den arkitekturstrømning, som har præget store dele af det århundrede, vi er på vej til at forlade, nemlig funktionalismen, jo lige frem taget navn efter et af elementerne i definitionen i et diskutabelt forsøg på at distancere sig fra især 1900-tallets dyrkelse af det æstetiske aspekt. De vitruvianske kategorier og de underliggende idémæssige forudsætninger er nyttige fx. til at belyse ændringerne i forholdet mellem det konceptuelle, dvs. den tankemæssige udvikling af formgivningen, og selve produktionen af arkitektur eller designobjekter – et tema som er naturligt i forbindelse med ’integreret design’, det begreb, som er grundlaget for centrets forskning. Det kunne fx. udfoldes omkring et deltema som: hvordan forskyder forholdet mellem tegning og produkt sig i avanceret IT-baseret industriel produktion? Min vinkel vil imidlertid dreje sig om, hvordan kvalifikationsmønstret hos den profession, som beskæftiger sig med formgivning, må ændre sig under avancerede industrielle vilkår. Og min tese – eller det jeg ser som perspektivet – er, at vi er på vej til at ophæve den spaltning af bygningskunsten, som indledtes i 1700-tallet og siden blev knæsat gennem det 19. århundrede som selvstændiggørelsen af to professioner: arkitekter og ingeniører. Bygningskunstens højre og venstre hånd - som det hedder hos Le Corbusier. Det sejlivede – eller gyldige – i den vitruvianske tænkning demonstreres af, at de seneste års vigtige diskussioner inden for arkitekturteorien cirkler om en central forudsætning hos Vitruvius, nemlig den status som begrebet techne havde i antikken. Jeg skal komme tilbage hertil, og her blot forudskikke, hvad der menes med ordet techne, roden i den mere nutidige term: teknologi. I antikken dækkede begrebet de færdigheder, som blev udfoldet i handlingen at frembringe såvel håndværk som kunst. På bygningskunstens område kunne dette iflg. Vitruvius kun praktiseres af en mand, som havde indsigt i både teori og praksis. Håndværksmæssig kunnen skulle udvikles på basis af naturlige anlæg og suppleres med en dannelse, som strakte sig over mange vidensområder. Hvis det første, de praktiske færdigheder, manglede, og man alene havde tilegnet sig teorien, ville man blot jage skygger, aldrig substansen, mens de, der alene beherskede praksis, aldrig ville opnå en autoritet, som stod mål med deres anstrengelser. De teoretiske indsigter skulle opnås på grundlag af videnskabelige studier – et aspekt ved Vitruvius’ professionsbillede, som i den senere udvikling skulle blive omdiskuteret, fordi det altid har været usikkert, om arkitekturen primært skulle defineres i forhold til kunst eller til videnskab. Vitruvius forudsatte, at arkitekten i sine færdigheder forenede såvel håndværkerens, kunstnerens, videnskabsmandens og den lærdes kvalifikationer. Han opsummerer kravene til en arkitekt således: Lad ham være veluddannet både praktisk og teoretisk, dygtig til at formulere sig skriftligt, fremragende til at tegne, være fortrolig med geometri, vide meget om historie, have fulgt filosofferne med opmærksomhed, være en kender af musik, have nogen viden om medicin, kende til juristernes argumenter og være velorienteret om astronomi og teorien om himmelfænomenernes lovmæssigheder (dvs. astronomi og astrologien). Endelig skulle han beherske aritmetik, fordi byggeri forudsætter kalkulationer, og fordi aritmetikken er nyttig ved opstilling af målestoksforhold. I renaissancen blev den vitruvianske arkitekt opfattet som et forbillede, et måske ligefrem opnåeligt ideal – i overensstemmelse med renaissancens forestilling om menneskets uendelige muligheder – mens vi på forhånd må afskrive chancen for at alle disse kvalifikationer kan rummes i en og samme person. Den vigtigste formidler af Vitruvius i den tidlige renaissance, Leon Battista Alberti, udgav i 1452 sin egen arkitekturtraktat, som i det ydre, dvs. dens formelle opbygning, ligger tæt på Virtuvius’. Alberti stillede ikke spørgsmål ved, hvad der muliggjorde foreningen alle disse kvalifikationer, fordi han placerer arkitekten som den synteseskabende kunstner blandt andre kunstnere. Med sine tegninger skaber arkitekten forudsætningerne for formningen af de fysiske omgivelser. Selve produktionen – herunder håndværkerens rolle – er alene en instrumentel realisering af det konceptuelle. Håndværkeren er en homo faber. Den senere vitruvianske tradition, som groft sagt er identisk med klassicismen i dens forskellige variationer, kanoniserer dette billede af arkitekten. Først i midten af sidste århundrede, hvor arkitekturen var i dyb krise, mens ingeniørkunsten blomstrede som del af den industrielle udvikling, blev disse spørgsmål om hvad der forener arkitektens kvalifikationer atter stillet. Ikke med udgangspunkt i professionens krise, men i forhold til den græske bygningskunst. Det skete hos tyske arkitekter som Bötticher, der havde overtaget Schinkels professorat i Berlin, og den fremragende teoretiker og arkitekt Gottfried Semper. Bötticher udgav i 1840erne en bog om Die Techtonik der Griechen , hvor emnet var den indre sammenhæng mellem den konstruktive statik i de græske templer og deres formsprog. I modsætning til samtidens løsrivelse af formen fra dens konstruktive forudsætninger – oversat til modsætningen mellem stil og konstruktion – fremhævede Bötticher den indre forbindelse, der for grækerne eksisterede imellem disse. Stil eller udtryk var ikke noget udvendigt, men en artikulering af konstruktive og materialemæssige forudsætninger. Forbindelsen lå i den græske opfattelse af begrebet techne. Parallelt med opdelingen af bygningen i konstruktion og form/udtryk skelnede Bötticher her mellem ”Kernform”, som dækkede konstruktion og statik, og ”Kunstform”, som var bygningens formmæssige eller æstetiske fremtræden. Semper udviklede samtidigt tilsvarende begreber, hos ham tales der blot om bygningens konstruktive logik og ”beklædningen” af det konstruktive skelet. I et par menneskealdre har disse teoretikere været oversete, fordi man – misforstået – har rubriceret dem blandt ophavsmændene til den senere stilarkitektur og alt dens uvæsen. Men man kan også se deres analyser som symptomatiske reaktioner på den nævnte spaltning af den vitruvianske arkitekt i hhv. en konstruktiv ingeniør og formmæssig arkitekt. Den spaltning, der måske mest instruktivt kom til udtryk i det amerikanske højhusbyggeri, hvor ingeniører udtænkte hele konstruktionen, mens arkitekterne påhængte en beklædning, en ”curtainwall”, uden på ingeniørernes jernskelet og i øvrigt indrettede lobbyen. Denne århundredlange spaltning af professionerne er centreret omkring begrebet techne. Og netop herom foregår der aktuelle debatter i arkitektfaget. Spørgsmålet drejer sig om den tabte forbindelse mellem konstruktion og form eller udtryk. Hvis vi vender tilbage til den Vitruviske triade – utilitas, firmitas, venustas – så er det vigtigt at understrege, at den som forudsætning har en indre enhed mellem de tre dimensioner. Vitrivius’ kategorier er holdt sammen af antagelsen om en ontologisk overensstemmelse mellem en sanselig, materiel verden og en metafysisk orden. Den arkitektoniske orden skulle afspejle den kosmiske. Det er dette ontologiske bånd mellem arkitekturen og kosmos, som brydes ned fra renaissancen og frem til rationalismen med fx. Galileos systematiske empiriske iagttagelser, med Descartes’ spaltning af verden i ”en udstrækningens og en tænkningens verden” osv. Implikationen for arkitekturen bliver, at vi står tilbage med et udvendigt, stiliseret skønhedsbegreb, som i traditionen normsættes bl.a. med reglerne for de klassiske søjleordner. Disse og andre momenter bidrog til at opløse den klassiske forståelse af sammenhængen mellem stil og konstruktion, som ligger i begrebet techne. De teoretiske forskydninger afspejles samtidig i ombrydningerne af de professioner, som var involveret i bygningskunsten. Det skete fx. i Frankrig med opløsningen af de traditionelle laug i de sidste årtier af det 17. århundrede. De erstattedes af akademier og af institutionen Corps des Ponts et Chaussés. Senere, i 1756, blev Corps des Ponts et Chaussées nedlagt og afløst af École des Ponts et Chaussées. Arkitekterne uddannedes nu på L'École des Beaux Arts, mens ingeniører fra 1806 fik deres egen tilsvarende uddannelsesinstitution med L'École polytechnique. Konsekvensen var, at arkitekturen nu entydigt blev placeret blandt de bildende kunstarter med distance til dens konstruktive og materialemæssige forudsætninger. En omstændighed, som samtidig markerede opsplitningen af de tidligere sammenhørende discipliner: ingeniørkunst og arkitektur. Adskillelsen fik store følger for den arkitektoniske viden: den bekræftede det potentielle skisma mellem de mekaniske og de frie kunster, som var blevet demonstreret allerede af Filipo Brunelleschi ved hans arbejde med kuplen på Santa Maria del Fiore i Firenze. Brunelleschi havde her udtænkt en kuppelkonstruktion, som var hinsides de eksisterende teknikker og færdigheders horisont. Det konceptuelle eller idemæssigt produktive skilles dermed fra den udførende kompetence. At Brunelleschi siden med en genial konstruktion formåede at omsætte den teoretiske vision i en praktisk løsning er anden sag. Man kan også illustrere, hvor radikal adskillelsen mellem de to tidligere sammenhørende kompetencer efterhånden var blevet ved at henvise til udviklingen i slutningen af 1700-tallet i Frankrig, hvor man inden for få årtier havde arkitekter som Boullée, der udelukkende arbejdede konceptuelt og i sine projekter refererede til en sekulariseret kosmisk vision, eller som Durand, der i begyndelsen af 1800-tallet med sine normdannende mønsterplaner for offentlige bygninger udviklede et autonomiseret arkitektonisk vokabularium – ligeledes uden hensyntagen til konstruktive og materialemæssige spørgsmål. Begge disse arkitekter agerede som om, at de højt kvalificerede ingeniører fra École des Ponts et Chaussées eller L'École polytechnique ikke længere var en del af den arkitektoniske profession. Af denne spaltning af den oprindelige vitruvianske universalkompetence fulgte en væsentlig del af de kriser, som bygningskunsten senere har måttet kæmpe med. Senere forsøg på atter at bringe dem sammen har som oftest været forgæves, om det nu fandt sted i tyvernes Bauhaus, i Mies van der Rohe’s absolutering af det tekniske eller i nutidens metaforiske high-tech versioner af arkitektur. Den indre sammenhæng er uigenkaldeligt gået tabt. Techne er blevet til teknologi, dvs. en instrumentel, operationel metode til beherskelse af konstruktive spørgsmål, materialeanvendelse og funktionsoptimering. Derfor forfalder uendelig megen senere arkitektur til løsrevet formmæssig retorik med blot en metaforisk reference til konstruktionen. Når det i dag er meningsfuldt atter at undersøge begrebet 'techne', er bevæggrunden ikke en tro på muligheden for en tilbagevenden til tider før tabet af kontakten til de metafysiske værdier. Dette tab er definitivt. Arkitekturen og dermed formgivningen må følgelig acceptere de fulde konsekvenser af den historiske proces med sekularisering, industrialisering og tabet af den oprindelige enhed, som bandt de Vitruviske kategorier sammen. Men dermed være ikke sagt, at vi partout skal autorisere alle konsekvenser af denne udvikling. Bygningskunst udtrykker ganske vist ikke længere en ydmyg imitatio af den kosmiske orden. Men de metafysiske referencer overlever glimtvis, når kunstneriske kvaliteter giver os indsigt i større sammenhænge. Tilsvarende er det heller ikke givet, at udspaltningen i fagområdets to selvstændige hovedprofessioner, som var et andet resultat af den historiske udvikling, nødvendigvis skal forlænges ud i al fremtid. Når vi ser på moderne design med dens integration af vidt forskellige faglige kompetencer er det for mig oplagt, at vi i dag har et radikalt andet udgangspunkt, end det, der skabte kvaliteter fx. dansk design fra tyverne og tredverne – som i Danmark først sluttede i halvtredserne. Alt hvad vi forbinder hermed tilhører desværre en forgangen periode. Datidens design havde som forudsætning en sen industrialisering, som gav dansk håndværk mulighed for at udvikle et usædvanligt højt niveau. Og netop i håndværket overlever dele af den indre sammenhæng, som signaleres i begrebet techne, fordi der her ikke optræder en spaltning mellem mål og middel. Det konceptuelle er for håndværkeren eksistensen af normer og typer, som han uden dybere refleksioner kan praktisere. Der består en overensstemmelse mellem det, han havde forestillet sig, og det, han producerer. Det helt unikke ved den nordiske formgivning i første halvdel af vores århundrede var dernæst, at arkitekterne aktivt bidrog til at udvikle og forny disse normer. Techne i antik forstand var her tilstede såvel i den håndværksmæssige kunnen som i den kunstneriske skaben. Skal man lede efter grundlaget for de særlige kvaliteten i datidens danske design, må man søge her – den senere industrielle omsætning af denne enhed var alene en refleks af denne lykkelige balance. Den aktuelle situation er præget af gradvis udgrænsning af de håndværksmæssige metoder i bygningskunsten, mens det industrielle design bliver stadig mere avanceret i inddragelsen af immaterielle dimensioner. Mange industriprodukter fremtræder ikke længere som simple isolerede enkeltting, konstrueret til at opfylde simple behov, men er bærere af komplekse referencer til de sammenhænge, de indgår i. Ofte er de symbolske og kommunikative dimensioner ligefrem de vigtigste. Sådan var det også ved de klassiske bygværker. I en charmerende analyse har Steen Eiler Rasmussen engang demonstreret, hvordan Den spanske Trappe i Rom – ved siden af sin banale funktion at skabe forbindelse mellem en lavt- og en højtliggende plads – er iscenesat som en arkitektonisk udfoldelse af bevægelsesmønstret i en Polonaise. Uagtet trappens elegante formgivning er der her tale om det samme, som vi ved moderne industriel formgivning ville kalde "interface", om kommunikation mellem mennesket og genstanden. Hvis målet er at tilføre moderne industriprodukter denne art kvaliteter, må vi for at bemestre den moderne teknologi atter samle de kompetencer, som var indeholdt i det Vitruviske billede af arkitekten eller formgiveren. Disse kompetencer er i dag spredt ud på en lang række forskellige professioner, som vil have tilhørsforhold til enten en humanistisk-kunstnerisk eller til en teknisk-naturvidenskabelig sfære. Visionen om at skabe en syntese heraf i tæt samarbejde med den moderne håndværker, dvs. nutidens industrielle produktionsapparat, er kernen i vores begreb om integreret design. top På vej imod en ny arkitekturforskning   – artikel fra ArkitekturNet.dk/forskning, November 1999 – af forskningsleder, lektor Kristian Berg Nielsen, Arkitektskolen i Aarhus   Det nyåbnede Dansk Center for Integreret Design (CID) er et multidisciplinært forsknings- og udviklingscenter, hvis formål er at fremme vidensopbygning om design som en central dimension i moderne integrerede produktionsprocesser. Centerdannelsen er muliggjort ved en større tre-årig forskningsbevilling fra Forskningsstyrelsen. Der er tale om et såkaldt "murstensløst" og "netværksorienteret" center. I udgangspunktet deltager forskellige institutter og afdelinger ved Arkitektskolen i Aarhus(AAA) og ved Ålborg Universitet(AAU), mens de videre planer er, at også andre forsknings- og uddannelsesinstitutioner, samt ikke mindst industrivirksomheder og tegnestuer, trinvist skal kunne tilknyttes netværket. I løbet af det første år vil omkring 25 forskere og forskerstuderende være tilknyttet centret, hvis ledelse afspejler den tværfaglige bemanding. Centerleder er prorektor, professor Hans Peter Svendler Nielsen(AAA), mens den øvrige styregruppe består af forskningskoordinator, lektor Kristian Berg Nielsen(AAA), lektor Marianne Stokholm(AAU), professor Niels Olhoff(AAU), arkitekt Jan Søndergaard, KHR, samt arkitekt Carsten Graversen, By- og Boligministeriet. Baggrund Initiativet til centerdannelsen er vokset frem af overbevisningen om, at fremtidens designfaglighed vil være multidisciplinær og må udvikles i tæt dialog med de produktionsmetoder, som karakteriserer moderne industri. Hvis dansk industriproduktion og byggesektor skal kunne leve op til de krav, som er en konsekvens af øget internationalisering og tiltagende vidensbaseret produktion, må traditionelle arkitekt- og designfaglige kvalifikationer i langt højere grad end hidtil kombineres og integreres med tekniske, naturvidenskabelige og ingeniørmæssige kvalifikationer. I dag er disse kompetencer spredt ud på en lang række forskellige professioner med tilhørsforhold enten til en humanistisk-kunstnerisk sfære eller til en teknisk-naturvidenskabelig. Resultatet er, at mere eller mindre velbegrundede og historisk betingede opdelinger mellem faglige kulturer hindrer en frugtbar udveksling af indsigter til skade for byggeri og design. Centerdannelsen forholder sig også til de efterhånden erkendte udviklingsproblemer, som byggesektoren er konfronteret med, hvor stivnede professionsgrænser, forældede organisations- og udbudsformer, usammenhængende produktudvikling osv. er årsag til stagnerende produktivitet og faldende kvalitet. I de senere år har disse tilstande medført et stigende politisk pres på byggesektoren for at finde nye måder at organisere produktionen på og at stimulere den forskningsmæssige, innovative indsats. Forestillinger om en tilbagevenden til mere håndværksbaserede produktionsmetoder, fordi de sikrede et acceptabelt kvalitetsniveau, hviler på illusioner og er og bliver nostalgi. Perspektivet må være en ny industrialisering af byggesektoren, som ikke gentager de negative erfaringer fra 1960erne og senere. Det teknisk-økonomisk rationelle må ikke endnu en gang adskilles fra formen og æstetikken. Men også designområdet står over for markante udfordringer. Da begrebet Dansk Design i sin tid blev skabt var designprocessen endnu karakteriseret af et tæt samarbejde mellem arkitekt og håndværker. Begrebet kunne derfor rumme en reference til datidens særlige nationale forudsætninger, kulturværdier, holdninger og normer med rod i et særligt dansk syn på mennesket, materialerne, formudtrykket og fremstillingskvaliteten. Dansk Design blev en del af den nationale kulturarv. Men stigende internationalisering og informationssamfundets hastige udveksling af kulturelle værdier har indebåret, at de således autoriserede kvalitetsnormer er begyndt at fungere som hæmsko for fortsat udvikling. Et symptom herpå er, at det først og fremmest er de virksomheder, der har arbejdet målrettet med nyudvikling, implementering og markedsføring af et specifikt og mere universelt værdigrundlag, som har haft størst succes. Centret vil arbejde med alle aspekter af designudviklingen inden for dels arkitektur og byggeri dels industriel design. En pointe er netop at se designbegrebet som dækkende hele feltet og at forstå det i sammenhæng med avancerede industrielle produktionsmetoder. For centrets arbejde vil "integreret design" være et nøglebegreb ud fra en overbevisning om, at fremtidig, avanceret produktion vil forudsætte, at de forskellige kompetencer må komplettere hinanden i udviklingen af nye produkter og tilrettelægningen af produktionsprocessen. Håndværk og teknologi Når vi ser på moderne design er det oplagt, at vi i dag har et radikalt andet udgangspunkt, end det, der skabte kvaliteter i fx. dansk design fra tyverne og trediverne (som i Danmark først sluttede i halvtredserne). Alt dette tilhører (desværre) en forgangen periode. Datidens design havde som forudsætning den sene industrialisering, som gav dansk håndværk mulighed for at udvikle et usædvanligt højt niveau. Det helt unikke ved den nordiske formgivning i første halvdel af vores århundrede var dernæst, at arkitekterne aktivt bidrog til at udvikle og forny de normer, som håndværket hvilede på. Kvaliteten i Dansk Design havde som grundlag en unik sammenhæng mellem den kunstneriske formgivning og den udførende kompetence. For håndværkeren bestod det konceptuelle i tilstedeværelsen af normer og typer, udviklet i samarbejde med formgiverne, som han uden dybere refleksioner kunne praktisere. Man kunne også sige, at der i denne balance mellem formgiver og håndværker i antik forstand eksisterede en techne, en udførende kompetence, som rummer både den håndværksmæssige kunnen og den kunstneriske skaben. I denne balance må grundlaget for de uomtvistelige kvaliteter i det klassiske danske design findes, mens den senere industrielle omsætning heraf alene var en refleks. De immaterielle dimensioner I nutidens produktion optræder denne oprindelige enhed kun sporadisk. Techne er her afløst af teknologi, af instrumentelle metoder, hvor der ikke længere er tale om en indre kontinuitet mellem mål og midler. Den aktuelle situation er præget af en umiskendelig og accelererende udgrænsning af håndværksmæssige metoder, mens det industrielle design bliver stadig mere avanceret i inddragelsen af immaterielle dimensioner. Mange industriprodukter er ikke længere isolerede enkeltting, konstrueret til at opfylde simple behov, men er bærere af komplekse referencer til de sammenhænge, de indgår i. Ofte er de symbolske dimensioner ligefrem de vigtigste, fordi den bagvedliggende teknologi er standardiseret. Sådan var det også ved de klassiske bygværker. I en charmerende analyse har Steen Eiler Rasmussen engang demonstreret, hvordan Den spanske trappe i Rom ved siden af sin banale funktion - at skabe forbindelse mellem en lavt- og en højtliggende plads - er iscenesat som en arkitektonisk udfoldelse af bevægelsesmønstret i en Polonaise. Der er tale om det samme, som vi ved moderne industriel formgivning kalder interface, om en kompleks kommunikation mellem mennesket og genstanden. Hvis vi skal have den slags kvaliteter ind i de moderne industriprodukter må vi mestre den moderne teknologi og tilføre den andre dimensioner end de praktisk-funktionelle. Man kunne her henvise til idealbilledet af arkitekten eller formgiveren hos den romerske Vitruvius. I sin traktat forudsatte han, at arkitekten i sine færdigheder forenede såvel håndværkerens, kunstnerens, videnskabsmandens og den lærdes kvalifikationer. I dag giver det ingen mening forestille sig alle disse kompetencer samlet i en person. Visionen må derfor være at skabe en syntese i et produktionskollektiv, hvori indgår arkitektens, ingeniørens, teoretikerens osv. kvalifikationer i tæt samarbejde med den moderne producent, det industrielle produktionsapparat. Dvs. en kombination af færdigheder, som omfatter kompetencer overfor alle sider af den kunstneriske og industrielle proces. Design som overbegreb Design er blevet defineret som betegnelse for den kreative proces, som evner at integrere produktets fysiske egenskaber med æstetiske og funktionelle hensyn. I dag forekommer denne definition alt for indskrænket, idet den slet ikke omfatter produktet som symbol for kulturelle værdier. At kunne løse fremtidens designopgaver kræver derfor en udvidelse af designbegrebet fra kun at omfatte formgivning af produkters fysisk-materielle kvaliteter til også at omfatte produkternes immaterielle kvaliteter og virksomhedens værdigrundlag. Karakteristisk for højteknologiske produkter er blandt andet, at værditilvæksten flyttes fra forarbejdning af råvarer i produktionen til udvikling af selve produktet. Gevinsten ved produktionsmæssige rationaliseringer er i den avancerede industriproduktion minimal i forhold til investeringer i udvikling af de "bløde" værdier som design, herunder form-, symbol- og atmosfæremæssige kvaliteter. Moderne produktionsvilkår forudsætter altså, at design udvikles til at være et overbegreb, som integrerer alle dele af produktionen. Design er derfor ikke længere et fænomen, som æstetiske uddannede formgivere blot applikerer på rationelt producerede og funktionelle genstande, men er krydsfeltet for alle dimensioner ved fremstillingen og formgivningen af et produkt. Det er denne enhed i designbegrebet, vi betegner som ’integreret design’. Men uden informationsteknologien ville vi ikke besidde de nye redskaber, som muliggør, at design kan indtage denne centrale plads i moderne industriproduktion. IT som integrationsmedie En grundlæggende forudsætning for integrationen af de forskellige faglige kompetencer er de nye IT-baserede design- og kommunikationsredskaber. Hvad enten det drejer sig om design af et produkt, en bygning eller en komponent (som skal indgå i et produkt eller en bygning), så må designprocessen integreres omkring digitale arbejdsmetoder. En stor del af centrets forskningsindsats forudsætter følgelig anvendelse og udvikling af informationsteknologi som redskab til håndtering af kompleksiteten i de integrerede processer. Integrerede designprocesser bryder samtidig med de konventionelle rollefordelinger mellem faggrupper, som har været karakteristisk for dansk design. Det typiske produkt har her afspejlet produkternes tilblivelse i en designproces, hvor form, funktion og materialer efterhånden blev kombineret i et samarbejde mellem arkitekt/designer, ingeniører og håndværker/producent. Et samarbejde med klare faggrænser. IT-udviklingen gør disse faste rollemønstre unødvendige. Den gradvise tilnærmelse mellem de tidligere parallelle teknologier i dels de ingeniørmæssige computerprogrammer dels designprogrammerne (CAE og CAD) kommer til at ændre vilkårene for udvikling og produktion. Nye integrerede IT-redskaberne vil muliggøre vekslende inddragelse af hensyn til form, materialer og produktion på en langt mere helheds- og værdiorienteret vis end det sker i dag, hvor et produkts tilblivelse typisk kan betragtes som en tidslinie startende med den konceptuelle idéfase, afløst af hoveddesign, detailprojektering, tilrettelægning af produktionen frem mod det færdige produkt. Der vil ikke længere være tale om en lineær og sekventiel opdeling. Centeret bygger her videre bl.a. på den forskning, som er udført ved Institut for Maskinteknik, AAU, hvor man har udviklet et af verdens førende softwaresystemer til rationel konstruktion. Systemet, the Optimum DESign SYstem (ODESSY), kan foretage formgivning og topologioptimering af komponenter på grundlag af en lang række tekniske kriterier, fx. materialeforbrug, statiske, dynamiske, stabilitetsmæssige, akustiske, termiske og strømningsmæssige egenskaber. Disse forskningsresultater skal integreres med forskningen inden for andre IT-baserede design- og projekteringsværktøjer. Men hvis disse tekniske værktøjer skal kunne fungere som operationelle værktøjer i en videre kunstnerisk behandling rettet mod industriel produktion, forudsætter det, at der udvikles et fælles begrebsapparat, som kan fungere på tværs af et naturfagligt og kunstnerisk felt. Det er vigtigt derfor at understrege, at centrets arbejde med IT sigter mod fuld integration af såvel ingeniørmæssige som æstetiske, designmæssige kvalifikationer i parallelle forløb i designprocessen. Status og fremtiden Man er nået længst med "integreret design" inden for avanceret industrielt design, hvor hele registret af processer fra behovsregistrering og kriterieformulering over idéudvikling, formgivning og tilrettelægning af produktionen til markedsføring visse steder udfoldes som en helhed. Noget tilsvarende gælder langt fra inden for byggesektoren. Produktionsmetoderne er her fortsat præget af de stadig mere problematiske bindinger til håndværksmæssige metoder – uden at håndværkets kvalitetsbegreber er fastholdt. Byggesektoren er karakteriseret af en "ufuldstændig" og derfor problematisk industrialisering, hvor flere og flere byggekomponenter produceres på basis af moderne industrielle metoder, mens de sammenbygges og færdigforarbejdes i en håndværksmæssig proces. Samtidig udvikles designet – de arkitektoniske former – fortsat i ophøjet afstand til produktionsapparatets potentialer, for i omsætningen af formsproget til den praktiske virkelighed alligevel at blive tilpasset det omfattende udbud af industrielt udviklede bygningskomponenter. Modstræbende afstemmer man arkitekturen med vilkårene i den montageprægede produktionsform. Af mange arkitekter oplevet som en degradering af formsprogets æstetiske indhold frem for som et nødvendigt udgangspunkt og en udfordring. CID som forskningspolitisk nyskabelse Ved åbningen af Dansk Center for Integreret Design d. 25. oktober henviste By- og boligminister Jytte Andersen til regeringens "Arkitekturpolitiske Idékatalog", hvori indgik et initiativ, som blev kaldt "Samspil mellem arkitektur design og industrialisering". Hensigten med initiativet var at stimulere rationalisering og produktivitet samt en ny industrialisering af den danske byggebranche ud fra designmæssige og arkitektoniske synsvinkler. Det er naturligt at se etableringen af CID i sammenhæng med disse bestræbelser. Men man kunne også betragte den forskningsmæssige oprustning omkring ’integreret design’ som et forsøg på under industrielle vilkår at videreføre de designmæssige og arkitektoniske kvaliteter, som ligger i den danske tradition. Sammenføringen af forskningsmæssige kompetencer inden for hhv. ingeniør- og arkitektfaget er tillige et svar på den situation, hvor arkitektuddannelsen gradvist mister kontakt med byggebranchens vilkår, mens man omvendt inden for ingeniøruddannelserne indser, at den totale udblænding af æstetiske overvejelser i længden er uholdbar. Men ingen af de to faggrupper vil alene være i stand til at løfte denne opgave. Derfor er de omkring 25 forskere og forskerstuderende, som i løbet af det første år vil være tilknyttet centret, organiseret omkring tværgående temaer, og det må forventes, at forskningsresultaterne vil afspejle integrationen mellem de faglige platforme. Selv om de første faser i opbygningen af centret således vil dreje sig om udvikling af tværgående forskningsprojekter, er det intentionen at etablere tætte samarbejdsrelationer såvel til tegnestuer, rådgivende ingeniører som produktionsvirksomheder om konkrete udviklingsprojekter. I øjeblikket gennemføres en konsultationsrunde med de virksomheder, som allerede i forbindelse med udarbejdelsen af grundlaget for centret havde markeret, at de var interesseret i at indgå i et samarbejde. Forhåbentlig vil det herigennem lykkes at forbinde centrets multidisciplinære forskning med en praktisk produktudvikling til gavn for både produktdesign og industriel formgivning i byggesektoren. top